Børn med store adfærdsmæssige problemer har, uden at ønske det, en særlig evne til, at få deres voksne omgivelser til at føle sig utilstrækkelige eller i værste fald uduelige. Disse børn giver ofte pædagoger i daginstitutioner og lærere i skolen en følelse af faglig uformåenhed og dårlig samvittighed, læger og psykologer en følelse af undren og en følelse af faglig uformåenhed og eller   forældrene en oplevelse af dårlig samvittighed og en stor følelse af utilstrækkelighed.
Følelsen af dårlig samvittighed, utilstrækkelighed eller faglig uformåenhed er vanskeligt at bære rundt på, hvorfor den hele tiden skubbes videre til andre. Den flyttes rundt mellem mange forskellige fagområder fra institutioner til skoler, til PPR., til børnehospital, til skoler, til socialforvaltning, til PPR., til skole osv. for til sidst altid at ende hos forældrene. Forældre er følelsesmæssigt involverede, normalt de dårligst uddannede til, og dermed de dårligst egnede til at lave en faglig vurdering af årsagssammenhænge, når man vurderer på et barn med adfærdsmæssige og psykiske problemer. De er samtidig bevidste om, at de både formelt og reelt er ansvarlige for barnet, alt i alt er de utroligt sårbare.

I mange år er der én ting mange fagfolk har kunnet enes om, når de har diskuteret årsager til at et barn har adfærdsproblemer - nemlig at nærlæse familien og der lede efter årsagen til problemet eller "skylden"   for det. En ikke ualmindelig holdning i behandlerkredse i tresserne, halvfjerdserne og helt op i firserne var, at det drejede sig om at holde børn med store adfærdsvanskeligheder så langt borte fra deres forældre som muligt, da disse overvejende sandsynligt var årsagen til problemerne.