|
Oust Mølleskolen har siden 1989 været Randers kommunes heldagsskole. Oust Mølleskolen er pr. 1. august 2002 normeret til 36 elever. Målgruppen er beskrevet som børn i alderen seks til tolv år, der er normalt til velbegavede. De har alle så store adfærdsmæssige og psykiske problemer, at de ikke kan rummes i en almindelig skolesammenhæng. Det kan være elever, der er stærkt forstyrrende for både sig selv og andre i undervisningen, det kan være meget angstprægede og indadvendte børn, det kan være børn med så store indlæringsvanskeligheder, at disse har udviklet psykiske problemer hos barnet, det kan være børn hvis svære, somatiske sygdomme har været med til at give barnet psykiske problemer, det kan være børn eksempelvis henvist fra børnehospitalet med psykiatriske diagnoser og det kan være socialt skadede børn.
Da skolen startede i 1989, kom langt hovedparten af vore familier fra den nederste del af socialgruppe 5. I dag er dette billede ændret til, at langt hovedparten af vore elever kommer fra almindelige familier, altså familier hvor de sociale faktorer ikke er den synlige årsag. Ændringen kan måske hænge sammen med, at vi stiller krav til forældrene om at de indgår i et aktivt og positivt samarbejde.
|
|